Sydamerika - mandag den 06. februar 2012

Arequipa

Tilbage

Vi vågnede op til feriens første uplanlagte dag. Det var helt dejligt med en dag, hvor vi kunne sove længe og ikke skulle stå klar kl. 6 om morgenen.

Vi vågnede dog tidligt og var klar til morgenmad ved 8:30 tiden. På Casa Andina Classic hotellet var morgenmaden næsten den velkendte. Friske frugt, yughurt, flere slags brød (alle lige kedelige), flere slags juice, the og kaffe. Så vi kunne sagtens blive mætte.

Ved 9:15 tiden satte vi kursen mod det eneste punkt på dagens program. Vi var blevet opfordret til at besøge et stort kloster tæt på Arequipas centrum. Monasterio de Santa Catalina klostret skulle være byens topattraktion og vi havde hørt, at det var klogt at komme tidligt, inden de store mængder turister dukkede op.

Vi fandt dertil ved hjælp af et kort og et par venlige betjente. Der står faktisk betjente på stort set hvert gadehjørne - også her i Arequipa. Det må være en stor udgiftspost i landets regnskaber.

Det kostede 35 soles at komme ind (ca. 80 kr.) for hver, så det var godt betalt. Dertil kunne man betale yderligere 20 soles, for at få en tur rundt med engelsk guide. Vi valgte guiden fra, da vi ikke orkede at høre en lang lang historie om klostret. Vi ville hellere bare lulle rundt og opleve klostret på egen hånd. Alle steder hang der også diskrete skilte med forklaringer på spansk og engelsk. Så guiden kunne sagtens undværes...

Det var en fin oplevelse at gå rundt i det store kloster. Masser af små haver, mange rum indrettet som dagligrum, flere køkkenrum (herunder et meget stort køkken) og til sidst et par store lokaler med store malerier. Det tog en god times tid at gå rundt i klostret og mens vi gik rundt, dukkede solen frem og det blev meget varmt.

Da vi forlod klostret igen ved 11-tiden, blev næste punkt på dagsordenen at gå ned mod Plaza de Armas (byens centrale plads) og finde gågaden. Men inden vi nåede dertil, havde vi et par afstikkere. Først fik vi en formiddagsøl på en fin restaurant, der lå lidt tilbagetrukket fra gadens larm. Så gik vi op gennem en smal gade, hvor der næsten kun blev solgt alpachatøj og serveret mad. Vi sværmede lidt rundt om forretningerne med baby alpacha tøj. Marie havde kigget på en bestemt trøje i Chivay men havde undladt at købe den. Nu fandt hun den igen - og til en noget billigere pris. 238 soles skulle være meget billig for baby alpaca, så det endte med, at vi købte en trøje hver. Samtidig kunne vi lige få bekræftet, at de trøjer, som vi allerede havde købte og havde på, var syntetiske. Dem havde sælgeren ikke mere end et smil til overs for.

Så nåede vi frem til gågaden men der var rigtig mange mennesker i gaden og forretningerne blev hurtig lidt lurvede, at se på. Så vi valgte at dreje af og vende snuden hjemad igen.

Kl. var blevet over et og vi havde bestemt, at det store måltid i dag skulle spises til frokost. Jeg havde hidtil ikke haft det store held af, at have fundet nogle gode restauranter i Cusco og Aquas Calientes, så jeg var lidt spændt på, om mit hjemmearbejde skulle bære frugt her i Arequipa, hvor jeg havde kig på en argentinsk grillrestaurant.

Den lå på vejen hjem, så det var næsten ingen omvej, at gå dertil. Vi fandt frem til El Vinedo og vi blev lodset ind i det bagerste lokale af en tjener, der viste sig at hedde Alex. Det fandt vi ud af, efterhånden som stamgæsterne myldrede ind i det tomme lokale til os og blev ved med at kalde på Alex.

Jeg bestilte mad, mens Marie var på toilettet, så det var ikke svært at beslutte sig for en ordentlig gang Parillas (forskellige stykker grillet kød) til 2. De havde en menu med en flaske vin oven i hatten. Den nappede vi. Så da Marie kom tilbage fra toilettet, anede hun ikke, at hun befandt sig på en argentinsk restaurant. Men så gættede hun til gengæld hurtigt, hvad menuen bestod af.

Alex kom ind med en ordentlig skudefuld store bøffer, små bøffer og pølser på et fad, så vi helt sikkert ikke kunne spise op. Han spurgte, om vi skulle have pommes frites til. Ja, vi kunne vel ikke bare spise rent kød, så det ville vi gerne. Få sekunder senere stod der en stor skål kæmpe pommes frites foran os. De smagte OGSÅ godt. Vi spiste stort set op, så vi er i god træning til, når vi når til Argentina om en god uges tid. Den argentinske rødvin fra Malbec smagte også ganske fint.

Så gik det hjem til hotellet igen. Her slappede vi af, fik gang i Skype og snakket med mine forældre og Vibe, læst bøger og slappet af.

Men jeg havde ikke slappet af længe, før jeg ville ud og udforske lidt mere af Arequipa. En tilfældig mand havde foreslået os at gå til et udsigtspunkt på den anden side af floden Chili. Jeg iførte mig mit regntøj og kig på jagt. Startede med at gå helt gal i byen og fulge floden i stedet for at krydse den. Floden var meget kraftig. Det var tegn på, at det regnede meget i området og bjergene bag Arequipa. Faktisk flød vandet så kraftigt, at jeg slet ikke kunne forstå, hvordan buske og træer kunne blive stående ude i floden.

Jeg fandt over den stærkt trafikerede vej og gik tilbage langs floden, for at komme over en bro, der førte mig tilbage på sporet. Regnen begyndte så småt men jeg klarede mig fint med fuld regntøj på. Med et enkelt kig på kortet, fandt jeg frem til udsigtspunktet. Der skulle være et superflot vue ud over byen med den store vulkan Misti i baggrunden. Vejret var dog så dårligt, at der ikke var nogen udsigt overhovedet. Men jeg fandt en restaurant og fik en kold øl, mens jeg havde et stille håb om opklaring. Den kom ikke, så jeg gik ud på pladsen og tog et billede af en plakat, der viste den perfekte version med udsigt. Bagefter forsøgte jeg at ramme det samme billede, som det så ud i dag. Så kunne Marie jo se, hvad jeg havde oplevet.

På pladsen var der gang i en gudstjeneste i en kirke, så der kiggede jeg lige ind, inden jeg gik retur mod hotellet. Her behøvede jeg ingen kort men mit regntøj blev mere og mere påkrævet, for regnen tiltog stille og rolig, efter hånden som jeg nåede tilbage til broen over floden og kursen hjemad.

Det var tydeligt, at det var aftenmyldretid. Gaderne var fyldt med biler og små busser. Da jeg nåede tilbage til hotellet, var det blevet helt mørkt og vandet sejlede i gaderne på grund af regnvandet. Så kunne jeg lige få skyllet støvet fra Colca Canyon af mine støvler.

Marie læste stadig, da jeg kom retur. Vi pakkede vores store rygsække og var dermed klar til udrykning, når vi blev afhentet på hotellet næste morgen kl. 6.